Museerne på Vestfyn stiller i ny bog skarpt på Rasmus Nyerup, en af den tidlige guldalders store kulturpersonligheder, der i dag er næsten glemt.
Han var med til at skrive det, der er blevet kaldt den tidligste danske litteraturhistorie. Han var en af de første, der beskæftigede sig seriøst med folkelig litteratur. Og så var han blandt de drivende kræfter bag oprettelsen af Nationalmuseet – et navn, vi også kan takke ham for.
Navnet Rasmus Nyerup får ikke ret mange klokker til at ringe i dag, men i sin samtids kulturliv var han uomgængelig og havde fingrene nede i meget af det, der rørte sig, fra han som fynsk bondesøn kom til København i 1776, til han døde som velanskrevet professor, universitetsbibliotekar og regensprovst i 1829.
Rasmus Nyerup havde fingeren på pulsen og stod i kontakt med et hav af betydningsfulde mennesker i ind- og udland. Men historien om Rasmus Nyerup er også den utrolige historie om en søn af en fæstebonde, der blev løst fra stavnsbåndet og rejste ud for at søge sin lykke ved hjælp af uddannelse og gode forbindelser .
Vejen førte ham fra den lille vestfynske flække, som han tog navn efter, over Odense og helt op i Rundetårn.
Bogen I gamle bøger, i oplukte høje. Rasmus Nyerup 1759-1829 henvender sig til alle med interesse for den tidlige guldalders litteratur og historie. Det er den mest omfattende samlede behandling af
Nyerup siden i hvert fald 1829, hvor Nyerups selvbiografi udkom. Bogen er skrevet af førende eksperter på de områder, hvor Nyerup spillede den største rolle i sin samtid – og hvor han har mest
at sige eftertiden.