Stadsingeniørens fotosamling. 1957

Regensianersamfundet er Regensens levende historie.
Vi er en almennyttig forening som støtter regenslivet i alle dets faser og værner om Regensen.

Her er et udpluk fra vores Generalsekretærs tale ved den seneste Generalforsamling, november 2024:

“2024 er et ganske særligt år, for i år har Regensianersamfundet 120 års jubilæum. Ideen blev født i 1902, ved et udflyttergilde i Pip, hvor daværende stud jur G. Glarbo udkastede ideen om oprettelsen af et Regensianersamfund, hvor gamle Regensianere »ogsaa i Fremtiden kunde mødes paa regensielt Grundlag«. Og to år senere kunne der indbydes til et konstituerende møde på Regensens Læsestue. Mødet endte med at »Regensianersamfundet konstituerede sig og at en endelig Bestyrelse skulle vælges inden Aarets Udgang.«

Den 10. december 1904 afholdtes så den lovgivende Generalforsamling paa Regensens Læsestue under Ledelse af Rigsarkivar V. Secher. Den midlertidige Bestyrelse forelagde et af Overretssagfører Oppenhejm – der blev Regensianersamfundets første Formand udarbejdet Forslag til Love for Regensianersamfundet, og dette forslag vedtoges så godt som uændret. Samfundets Formaal var dengang angivet således at det skulle danne bindeled mellem både nuværende og forhenværende regensianer, støtte Regensen og samtidigt værne om de minder, der knytter sig til Regensen og Regenslivet«. 

Gennem årene har Regensianersamfundet støttet regensianere i uføre, indsamlet penge til Regensen og støttet med forskellige kunstværker og klenodier.

F.eks. lod man d. 1. september 1915 afholde en stor fest i anledning af 50-årsdagen for klokker-institutionens oprettelse og indførelsen af reelt beboer demokrati på Regensen. Det var i øvrigt ved denne Lejlighed, at den af Regensianersamfundet indstiftede Provstekæde blev overrakt Regensprovsten, Professor Julius Lassen, og som det skrives ”det var nu realiseret på den smukkeste måde ved samarbejde mellem Dr. Chr. Baastrup og Sølvsmed Georg Jensen”

Hvis vi hæfter os ved ordet Bindeled, så er det for mig det vigtigste ord – og stadig omdrejningspunktet for hele Regensianersamfundets virke. Bindeled mellem regensianere på tværs af livet, på tværs af grænser, fagskel, uddannelser, interesser, alder, køn osv. Bindeled mellem vores ungdom og resten af vores liv, bindeled mellem vores minder og dem, vi oplevede dem med. Bindeled mellem den levende Regens og dens tidligere beboere. Og en evig påmindelse om, at man er Regensianer for altid. Det er ikke sikkert, du altid vil savne Regensen. Men Regensen vil altid savne dig, og som en tålmodig forælder venter den altid på, at du er klar til at vende hjem. Det er som Hilberts Hotel, hvor der altid er fuldt, og alligevel altid er et værelse mere. Det lyder magisk, og det er det også. 

Det betyder måske mindre, når man er midt i sine regenstid, og lever sit regensliv til fulde, men jeg tror på, at det alligevel betyder noget. Regensen er havet for os, synger vi i armkrog, og jeg vil opfordre jer alle til at tage den armkrog med videre ud i verden. Den er på alle måder et smukt symbol på at være bindeled – mellem regensianere og med resten af verden.

Til en generalforsamling som i aften dækker vi 7 årtiers regensliv. Nogle af os boede her måske i en tid, hvor tanken om kvinder som regensianere var umulig at forestille sig, nogle af os boede her før woke var et ord, nogle af os boede her før der kom udenlandske studerende på Regensen. Men Regensen udvikler sig, og flytter sig med den samtid, den er en del af, og derfor er den også stadig relevant. I min tid måtte man ryge indendørs, og der blev delt cigarer ud til festerne. Det fordrer måske ikke til nostalgi. Som Nina Bang sagde det så smukt: ” de tidligere patriarkalske Forhold, som mange nu ser tilbage til som noget idyllisk, var ingenlunde saa idylliske, som man nu er tilbøjelig til at tro.”

Regensianersamfundet skal være mangfoldighedens samfundet. Stedet hvor vi lytter, respekterer, prøver at forstå men ikke nødvendigvis har behov for at overbevise. Hvor vi, som på Regensen, godt kan elske og dyrke vores forskelligheder, og hvor der derfor lige præcis er plads nok til, at man kan finde sig selv, og finde tilbage til sig selv, hvis man skulle være kommet på afveje. For uanset at tingene forandrer sig er Regensen stadig Regensen. Ved forårets Lindefrokost var det tydeligt for mig at se, at hjertet i et regensliv stadig er uforandret. De samme skikke, i ny indpakning, de samme sjoflinger med andre ord, de samme venskaber mellem andre mennesker og de samme glæder og sorger i andre former. Der er nemlig mere, som forener os som regensianere, end som skiller os. Vi har måske ikke alle boet her i en tid, hvor der var skimmel i baderummene under kassernen, men vi har alle boet her i en tid, hvor de skar ned på uddannelserne. Vi har måske ikke alle boet her i en tid, hvor man ikke sjofler individuelt, men vi har alle boet her under skiftende magtkampe om klokkerater og embedsposter. Vi har måske ikke alle boet her mens der var brand, men vi har helt sikkert alle boet her mens der var fejlagtige brandalarmer.

Den regensielle selvforståelse er ofte til debat, men for mig handler det først og fremmest om viljen til at gøre sig umage uanset hvad man beskæftiger sig med. Det er en lyst til at tænke større, til at tænke bredere og til ikke blot blindt at følge konformiteten. Der er en værdsættelse af andre fagligheder og forskelligheden, og den gode disputs selvom man egentlig er enige. Og så er vi jo fælles om en grundlæggende kærlighed til matrikel 49, Klædebo Kvarter i Kongens København.

Kære alle, Regensianere og alle andre, der holder af Regensen. Regensianersamfundet er vores fællesskab, vores samlingssted og vores mindebank. Tak for at I til stadighed bakker op om, at det regensielle fællesskab også eksisterer efter døden. Og tak til alle jer levende for, at I denne særlige aften deler jeres hjem med alle os, som stadig synes vi har rødder her.

Vi glæder os altid til at møde jer og mødes her i efterlivet.”


Her på denne hjemmeside findes information om Regensianersamfundet. Man kan blive klogere på Regensen og dets tidligere alumner, donere til Kommunitetsrådet, blive medlem hvis man er nuværende eller tidligere regensianer, eller man kan opdatere sin informationer hvis man allerede er medlem. På sigt skal hjemmesiden også forbinde regensianere og være en platform til at dele vores oplevelser på regensen eller med regensianere.

Regensianersamfundet er styres frivillige, så hvis alt ikke lige er som det skal være så kontakt os gerne og så vil vi hjælpe hurtigst muligt.